RKI er godt for gældsramte

Mange menneskers største frygt er, at de bliver registreret som dårlig betaler i RKI. Men faktisk er det slet ikke så skidt endda at blive optaget i det berygtede register.

En registrering i RKI kan nemlig forhindre dig i at optage ny gæld. Hvis du kigger på min startguide til at blive gældfri, vil du netop se, at det er første skridt: Nemlig at standse ulykken.

En registrering i RKI er det bedste der kan ske, hvis du føler dig fristet af hurtige lån

Hvis du bliver registreret som dårlig betaler i RKI, vil du ikke kunne optage lån, få kredit hos de fleste virksomheder, få benzinkort eller lignende. Derved sikrer du også at du ikke kan få mere gæld, som du ikke er i stand til at betale. Faktisk synes jeg, at det skulle være muligt at registrere sig selv i RKI – Altså en frivillig registrering. Det er det desværre ikke endnu. I Norge derimod er det muligt at lave en frivillig registrering, og det har mere end 10.000 nordmænd benyttet sig af.

Derfor er frivillig registrering i RKI en god ting

Ofte er din største fjende dig selv, hvis du er ramt af stor gæld. Ved at stå i RKI sikrer du, at du ikke kan optage ny gæld. Dit mål er jo, at du skal betale din gæld af, ikke optage ny. Hvis du så har brug for ting, er det eneste rigtige at spare op til dem, og betale kontant når du har pengene.

Selvfølgelig er der også ting, der bliver mere besværligt når du er registreret i RKI, eksempelvis kan det blive meget svært at tegne en forsikring, uden at skulle betale en overpris. I nogen banker kan du heller ikke få eksempelvis et debetkort, men kun et hævekort, ligesom nogle banker ikke tilbyder netbank til kunder, der er registreret i RKI. Men heldigvis findes der banker der gør, så skal du have ny bank må du bare undersøge markedet.

Du kan ikke:

  • Låne penge
  • Få benzinkort
  • Få visse abonnementer, eksempelvis visse typer telefonabonnementer
  • Betale forsikringer på månedsbasis
  • Få et dankort eller kreditkort – Du kan godt få debetkort som eks. VISA electron eller Mastercard debit

Ikke kun gældsramte, men også ludomaner, shopaholics og personer med sindslidelser ville kunne have gavn af en registrering, da man så ville kunne forhindre at man gældssatte sig selv endnu hårdere.

I en afgørelse i 2011 åbnede Datatilsynet op for, at det skulle være muligt at lave et frivilligt register med folk, som ikke ønsker kredit. Herhjemme er det jo primært RKI der registrerer dårlige betalere. De har desværre endnu ikke åbnet op for muligheden.

Hvis en sådan registrering var muligt, ville man ikke kunne registrere sig selv som dårlig betaler, men blot som en person, der ikke ønsker kredit. Det kunne blandt andet også være nyttigt i tilfælde med databedrageri. Altså de sager, hvor folk får stjålet deres identitet. Ved en frivillig registrering ville man så kunne slippe for mange problemer, når datatyven ikke har mulighed for at optage lån eller købe ting på kredit.

Det betyder en registrering i RKI for dig

Bliver du først registreret i RKI, bliver det meget svært at opnå kredit, for ikke at sige umuligt. De fleste erhvervsdrivende der yder kredit til private, vil tjekke en ny kundes status i RKI, inden der kan laves en aftale. Er man så registreret, vil man for det meste blive afvist.

For at en virksomhed kan registrere en kunde som dårlig betaler i RKI, skal der være opfyldt nogle krav:

  1. Der skal være sendt tre rykkere
  2. I den sidste rykker skal man være advaret om inkasso, og at man vil blive registreret i RKI
  3. Beløbet skal kun overstige 200 kr
  4. Der må ikke være strid om beløbet. Man må altså ikke være uenig om, hvorvidt man skylder pengene.

For forsikringsselskaber og banker er der lidt andre regler: De må først registrere en kunde i RKI, hvis sagen har været behandlet i fogedretten eller civilretten.

Man er registreret i RKI i op til 5 år. Hvis man betaler det man skylder, bliver man straks slettet. Ellers vil man stå i registret i 5 år, hvorefter registrering slettes. Man kan ikke registreres mere end én gang for den samme gæld.

Du kan iøvrigt se om du er registreret i RKI. Det kan du gøre på hjemmesiden dininfo.dk – Du skal blot logge ind med NEMid

2 Responses to RKI er godt for gældsramte

  1. Gulfikir Demir 2. juni 2016 at 20:04 #

    Jeg vil gerne lone penge jeg er registreret RKI nen kone penge betel ordenli

    • LFGR.dk 7. juni 2016 at 21:59 #

      Det lyder ikke som verdens bedste ide.

Skriv et svar

Powered by WordPress. Designed by Woo Themes